Skip to content

Christian Christiansen

 

Christian.jpg-for-web-small

Christian Christiansen skrev en levnedsbeskrivelse til den danske Konge den 3. februar 1927, da han fik “Dannebrogsmændenes hæderstegn”. Var soldat 1864-krigen

Han skrev følgende:

Jeg er født i Stade i Bürkal sogn i Tønder Amt den 19. november 1840. Mine forældre døde, da jeg var lille, så jeg er opdraget hos en morbroder (Edlev Eskildsen), der ejede min moders fødegård. Her boede jeg til efter konfirmationsalderen. Min skolegang har jeg fået i “Store Jyndevad Skole” og jeg er konfirmeret i Bürkal Kirke af pastor Johannes Kock. Efter konfirmation tjente jeg på forskellige bøndergårde i Bürkal sogn, hvor årslønnen lå på omkring 30 Daler som almindelig karl.

Den 1. april 1863 indkaldes jeg som soldat i Fredericia ved 10. Regiment 3.de kompani, og efter sommerens militærtjeneste, blev vi ved kong Frederik den 7s død beordret sydpå i feltmæssig udrustning og med skarpladte patroner. Vi var i Flensborg den dag, da kongens lig førtes ud på skibet, der stod ud gennem Flensborg fjord mod København. Bataljonen stod opstillet og gjorde honnør for ligfølget, der drog gennem byen. Dagen herefter marcherede vi sydpå mod Neumünster, hvor vi var i 4 uger. I den tid udstillede vi vagtposter og rekognoscerede terrænet. Juleaften var vi i Slesvig, hvor jeg stod vagt på Gottorp Slot. Jeg fik ingen juleaftensmad, da maden var spist inden jeg blev afløst.

Den 3. januar 1864 marcherede vi til Fogbæk og Nibøl ved Ejderen, hvor vi stod på post, og ved flodens modsatte bred stod en afdeling af den tyske hær, bestående af Saksere. Sidst i januar måned var vi på Dannevirke, og her stod vi i 7 dage indtil tilbagetoget blev iværksat. I den tid var vi ikke af tøjet og fik ikke anden hvile, end hvad vi fik ved vagtilden.

Natten imellem 5.- og 6. februar 1864 påbegyndte tilbagetoget – i et forrygende vejr. Sne og islag og i et føre, som man under alm. forhold ville have anset for ufremkommelige. I skæret af den hendøende vagtild drog vi mod nord. Ved Bov blev vi beordret ud for at dække tilbagetoget. Efter 2 dages besværlig march var vi i Ulkebøl på Als. Det voldte besværlighed at få kvarter (overnatning). Sammen med 7 andre kammerater søgte jeg ind på en bondegård, hvor vi efter at have sat et godt måltid mad til livs, fik vi en god og varm logi i stalden. Jeg var så på Dybbøl og deltog i det besværlige forsvar, så længe stillingen holdt.

Ved tyskernes overgang til Als, måtte vi trække os tilbage til Hørup-Hav, hvorfra vi overføres til Assens på Fyn og videre til Middelfart, hvor jeg var indtil jeg sidst i august blev permitteret og rejst hjem til Bürkal sogn.

Herefter tog jeg plads som karl og de sidste år jeg var i Sønderjylland, tjente jeg som avlskarl og fik 400 rigsmark i løn for et år. Da det trak op til krig imellem Tyskland og Frankrig, rejste en del unge sønderjyder hjemmefra, og jeg var iblandt. Jeg rejste til Ribe, hvor jeg fik mine papirer ordnet. Mit første arbejde herefter var ved havneanlægget i Esbjerg og derfra fik jeg plads som gårdskarl hos købmand Søren Thomsen i Varde. Her tjente jeg i 7 år. Det var i de dage, hvor Varde by ubestridt lå som centrum i et vidtstrakt opblomstrede opland, og der var især på torvedagene, et mægtig rykind i de gamle købmandsgårde, hvortil bønderne kom kørende fra flere miles omkreds. Der var til tider meget for en karl at tage vare på.

I sommeren 1876 købte jeg sammen med en kammerat, Hans Nikolaj Johansen, en ejendom i Sønder Starup af Henrik Lund, hvortil der var købmandshandel. Ejendommen overtog vi i foråret 1872 og i efteråret 1872 holdt jeg bryllup med Kirsten Marie Thomsen fra Ølgod. Købesummen for ejendom og forretning var 12.000 kr. Til ejendommen hørte en hjemlod på 15 tdr land, som jeg efter et par år overtog selv for egen regning, medens Hans N. Johansen fik udmarken og byggede der. Der var ingen anden købmandshandel i Starup og jeg drev købmandsforretning med alt hvad en landkøbmand handler med i de dage og passede mit landbrug ved siden af i over 30 år, hvorefter jeg overdrog forretningen til min svigersøn Mads Agerbæk Iversen, der byggede et nyt hus til forretningen overfor den gamle krogård, der dog var nedlagt som kro først i halvfemserne.

I 1912 solgte jeg ejendommen og byggede selv et lille hus ved vejen efter Varde på en byggegrund vi købte af Peder Pedersen og henlever nu i vor alderdom. Vi har haft 3 børn, hvoraf en søn døde som mindreårig og 2 døtre, der er gift og bor her i sognet.

I 1889 fik vi kørende post fra Varde til Starup og i 1892 blev det ordnet således, at posten kørte ud fra Starup. Postkører Rosendahl byggede et hus umiddelbar nærhed af vort hjem på min mark, lejede en karl til at besørge turen og jeg tog imod de postsager og bud, der indleveres direkte af afsendere. Senere, da jeg flyttede fra ejendommen, ansættes jeg som brevsamler for en løn af 120 kr. årlig, der senere steg til 140 kr. uden pension. Denne stilling varetog jeg indtil Funder-Bramming banens åbning i 1916. Fra den tid ordnes postbesørgelsen gennem banestationen.

I 1885 indvælges jeg i Starup sogneråd af den alm. vælgerklasse sammen med min nabo Lambert Lauridsen. Det var i den tid de politiske bølger gik højt. Både Lambert og jeg var i bestyrelsen for en i sognet værende “Demokratisk Forening”. Der er mange træk at mindes fra den tid med deres mange politiske diskussioner. Tilløb til skattenægtelser og meget andet. Jeg var sognerådsmedlem i en 6 års periode og udvælges påny i Sognerådet i 1898 ligeledes af den alm. vælgerklasse. I denne periode byggedes Starup Skole i år 1900 til afløsning af den gamle, der lå længere mod vest, hvor nu landpost Peder Pedersen bor.

I 1888 valgtes jeg som vurderingsmand i sognet for Landbygningernes brandforsikning, en stilling jeg varetog indtil 1. januar 1927. Ved fratrædelsen overrakte Selskabet mig et smukt sølvbæger som anerkendelse for veludført arbejde.

I 1864, da jeg var soldat, led og stred jeg for Danmark, for at bevare den landsdel som dansk, hvori mit fødesogn ligger, var der småt med anerkeldelser derfor. Siden er jeg sammen med de af våbenfællerne, der levede længe nok dertil, bleven påskønnet. Siden 1912 oppebær jeg som hædersgave 100 kr. årlig, og jeg er glad og taknemlig herfor. Ligeledes glæder jeg mig over den nu tildelte udmærkelse med “Dannebrogsmændenes Hæderstegn”. Men den største glæde i denne forbindelse oplevede jeg dog, da jeg i år 1920 sammen med Mathias Andreasen var hjemme i mit fødesogn og var med til at stemme Sønderjylland hjem til Danmark. Jeg var glad ved igen efter så mange års forløb at gense mit fødesogn.

Nu henlever min hustru og jeg her i vort lille hjem i vore alderdoms dage, glæder os over vort endnu forholdsvis gode helbred, og vi kan selv passe vort hus og er glade ved vore børn og børnebørn samt med venner og naboer, som vi har haft den lykke at have en god forståelse med.

Sønder Starup den 3. februar 1927 Christian Christiansen.

Christian Christiansen døde pludselig i sit hjem den 10. september 1927, det smme år, hvor han fik “Dannebrogsmændene Hæderstegn”. Kirsten Marie døde den 15. februar 1937 hos datteren i Tofterup kun 10 måneder før sin 100. års dag.

Caroline og Hansine Christians børn
Caroline og Hansine
Christians børn