Skip to content

Amerika Præstiin

Skrevet af Chresten i Seem i 1958.

Chresten Madsen Mikkelsen Præstiin, født den 10. januar 1873 på Seem Mark. Fader Mikkel Berntsen Præstiin havde en lille landejendom i Seem ved Ribe, som han og min moder ved flid og nøjsomhed sad og klarede sig ganske godt ved. Vi var syv søskende, Bernt 1861, Poul 1863, Ellen 1867, Bodil 1870, Chresten 1873, Pauline 1876 og Maren 1880, så der skulle administreres fornuftig for at komme igennem, og vi kom ud at tjene om sommeren, så snart vi kunne blive fri for skolen, hvad der kunne ske for de fremmeligste i ni år alderen. Jeg kan godt sige, at vi altid var blandt de dygtigste i skolen.

Lønnen  for en vogterdreng var ikke stor. Den første sommer, da jeg var ti år, fik jeg 16 kr. for sommeren. Jeg havde forskellige pladser, inden jeg blev konfirmeret og steg stadig med lønnen. Sommeren efter min konfirmation fik jeg 60 kr. ovre i det slesvigske (Kongeåen indtil 1920), som dengang var under Tyskland, og der skulle drengene gå i skole to dage om ugen helt til konfirmationen, hvad der jo var noget uheldigt, så de ville gerne have drenge fra Danmark.

Efter konfirmationen havde jeg i to år plads på gården “Kjærmark” ved Brøns, derefter var jeg de næste to år i Spandet sogn. Lønnen var stadig lille, det sidste år fik jeg 150 kr. for hele året. Jeg kunne nok forstå, at det kunne ikke blive til andet end stadig arbejde og slid, så jeg besluttede at udvandre til Amerika, hvortil allerede mine 2 ældre brødre Bernt og Poul var rejst.

Da Bernt var 16 år, kom han i smedelære hos Søren Mortensen i Seem. Han stod i lære i 3 år,  og derefter arbejdede han som svend forskellige steder. Poul tjente ved bønderne til han var 19. år. Så rejste han til Amerika, hvor han i staten Nebraska arbejdede hos farmerne. Efter et par års forløb tog han til nabostaten Kansas, hvor han tog et Homestead, det vil sige, et stykke land på 160 acres (120 danske tønder). Det kostede intet, de skulle blot dyrke noget i det og få et hus sat op. Poul hus var en udgravning ind i en skrænt med lidt brædder og jord over til tag, så det var ikke nogen dyr bygning.

Beskrivelse af Staten Oregon i pionertiden omkring år 1900.
Oregon, en af Amerikas fristater, ligger ud til Stillehavet og grænser mod syd til Californien og mod nord til Washington. Staten har form som en firkant omkring 3000 amerikanske miles hver vej. En bjergkæde går gennem landet fra nord – syd og kaldet Cask-Cades , omtrent 100 miles fra Havet. Landet er dækket med skov, mægtige nåletræer indtil 400 fods højde. Bjergene har været vulkanske, men synes nu at være udbrændte. Hvad der ligger vest for bjergene ud til Stillehavet, har kystklima med nogen fugtighed om vinteren og om sommeren et dejligt vejr. Store dele er dækket af skov, men der er åbne pletter ind imellem, som til dels er under kultur. Øst for bjergene er der mere tørt, og her er temmelig ubeboet, skønt der kan avles god hvede samt både rug og byg. Der manglede bare nybyggere. Ind imellem det tørre landskab kunne der ligge særdeles frugtbare områder bl.a. omkring den yndige by Pendleton. Der er sikkert rige muligheder for denne del af landet, da der også er nogen minedrift både af kul, guld, sølv og kobber. Jo længere man kom mod øst, des mere tørt blev der, men der var små floder, som kunne udnyttes til overrisling. Der ventedes bare på emigranter.

Sådan omtrent så landet ud i årene 1893 – 1903, da jeg opholdt mig der. Ved deres folketælling i 189o havde hele staten Oregon lidt over 300.000 indbyggere. Der var i disse år en temmelig stærk indvandring. Jeg opholdt mig i den østlige del ved foden af bjergene og arbejdede på en får ranch. Der var mange får  og kreaturer samt mange vilde heste. Landet, som fårene græssede på, var regeringens, og der var ingen afgifter på af nogen slags. De forskellige fåreavlere havde opdelt det indbyrdes. Derfor var det ikke let for en ny mand at komme ind med en flok får. Ham skulle de nok enedes om at få jaget ud, her gjaldt kun den stærkeste ret. Værre var det med kreaturfolkene, som der også var mange af. De og fåremændene havde også grænser, så enhver havde sit territorium, som de beskyttede. Kreaturer ville nemlig ikke græsse, hvor fårene havde været, Fårehyrderne måtte vogte sig for ikke at komme ind på kreaturernes enemærker, og kreatur ejerne var ikke rare at komme på kant med.

Emigranter kom der mange af i de år. De kunne tage et stykke jord, hvor de ville, så det begyndte også at kende til fåreavlernes enemærker. Emigranterne var gennemgående dygtige folk mest eventyrere i sig. Der var flest amerikaner, tyskere og svenskere. Jeg traf ingen danskere. Det var folk, som helst ville være lidt uden for lov og ret, og det var en primitiv og rå befolkning i mange retninger, men slet ikke vanskelige at omgås. Man kom ikke ret langt med for mange penge på sig før de blev stjålet.