Forbindelse med Ane Bothilde Jessens forældre ane nr.9

Skrevet af Chresten i Seem i 1958.

Chresten Madsen Mikkelsen Præstiin, født den 10. januar 1873 på Seem Mark. Fader Mikkel Berntsen Præstiin havde en lille landejendom i Seem ved Ribe, som han og min moder ved flid og nøjsomhed sad og klarede sig ganske godt ved. Vi var syv søskende, Bernt 1861, Poul 1863, Ellen 1867, Bodil 1870, Chresten 1873, Pauline 1876 og Maren 1880, så der skulle administreres fornuftig for at komme igennem, og vi kom ud at tjene om sommeren, så snart vi kunne blive fri for skolen, hvad der kunne ske for de fremmeligste i ni år alderen. Jeg kan godt sige, at vi altid var blandt de dygtigste i skolen.

Lønnen  for en vogterdreng var ikke stor. Den første sommer, da jeg var ti år, fik jeg 16 kr. for sommeren. Jeg havde forskellige pladser, inden jeg blev konfirmeret og steg stadig med lønnen. Sommeren efter min konfirmation fik jeg 60 kr. ovre i det slesvigske (Kongeåen indtil 1920), som dengang var under Tyskland, og der skulle drengene gå i skole to dage om ugen helt til konfirmationen, hvad der jo var noget uheldigt, så de ville gerne have drenge fra Danmark.

Efter konfirmationen havde jeg i to år plads på gården “Kjærmark” ved Brøns, derefter var jeg de næste to år i Spandet sogn. Lønnen var stadig lille, det sidste år fik jeg 150 kr. for hele året. Jeg kunne nok forstå, at det kunne ikke blive til andet end stadig arbejde og slid, så jeg besluttede at udvandre til Amerika, hvortil allerede mine 2 ældre brødre Bernt og Poul var rejst.

Da Bernt var 16 år, kom han i smedelære hos Søren Mortensen i Seem. Han stod i lære i 3 år,  og derefter arbejdede han som svend forskellige steder. Poul tjente ved bønderne til han var 19. år. Så rejste han til Amerika, hvor han i staten Nebraska arbejdede hos farmerne. Efter et par års forløb tog han til nabostaten Kansas, hvor han tog et Homestead, det vil sige, et stykke land på 160 acres (120 danske tønder). Det kostede intet, de skulle blot dyrke noget i det og få et hus sat op. Poul hus var en udgravning ind i en skrænt med lidt brædder og jord over til tag, så det var ikke nogen dyr bygning.

Beskrivelse af Staten Oregon i pionertiden omkring år 1900.
Oregon, en af Amerikas fristater, ligger ud til Stillehavet og grænser mod syd til Californien og mod nord til Washington. Staten har form som en firkant omkring 3000 amerikanske miles hver vej. En bjergkæde går gennem landet fra nord – syd og kaldet Cask-Cades , omtrent 100 miles fra Havet. Landet er dækket med skov, mægtige nåletræer indtil 400 fods højde. Bjergene har været vulkanske, men synes nu at være udbrændte. Hvad der ligger vest for bjergene ud til Stillehavet, har kystklima med nogen fugtighed om vinteren og om sommeren et dejligt vejr. Store dele er dækket af skov, men der er åbne pletter ind imellem, som til dels er under kultur. Øst for bjergene er der mere tørt, og her er temmelig ubeboet, skønt der kan avles god hvede samt både rug og byg. Der manglede bare nybyggere. Ind imellem det tørre landskab kunne der ligge særdeles frugtbare områder bl.a. omkring den yndige by Pendleton. Der er sikkert rige muligheder for denne del af landet, da der også er nogen minedrift både af kul, guld, sølv og kobber. Jo længere man kom mod øst, des mere tørt blev der, men der var små floder, som kunne udnyttes til overrisling. Der ventedes bare på emigranter.

Sådan omtrent så landet ud i årene 1893 – 1903, da jeg opholdt mig der. Ved deres folketælling i 1890 havde hele staten Oregon lidt over 300.000 indbyggere. Der var i disse år en temmelig stærk indvandring. Jeg opholdt mig i den østlige del ved foden af bjergene og arbejdede på en får ranch. Der var mange får  og kreaturer samt mange vilde heste. Landet, som fårene græssede på, var regeringens, og der var ingen afgifter på af nogen slags. De forskellige fåreavlere havde opdelt det indbyrdes. Derfor var det ikke let for en ny mand at komme ind med en flok får. Ham skulle de nok enedes om at få jaget ud, her gjaldt kun den stærkeste ret. Værre var det med kreaturfolkene, som der også var mange af. De og fåremændene havde også grænser, så enhver havde sit territorium, som de beskyttede. Kreaturer ville nemlig ikke græsse, hvor fårene havde været, Fårehyrderne måtte vogte sig for ikke at komme ind på kreaturernes enemærker, og kreatur ejerne var ikke rare at komme på kant med.

Emigranter kom der mange af i de år. De kunne tage et stykke jord, hvor de ville, så det begyndte også at kende til fåreavlernes enemærker. Emigranterne var gennemgående dygtige folk mest eventyrere i sig. Der var flest amerikaner, tyskere og svenskere. Jeg traf ingen danskere. Det var folk, som helst ville være lidt uden for lov og ret, og det var en primitiv og rå befolkning i mange retninger, men slet ikke vanskelige at omgås. Man kom ikke ret langt med for mange penge på sig før de blev stjålet.
Sådan så det ud, da jeg drog derfra i 1903. Megeter jo nok forandret siden den tid, måske mere end de fleste andre steder.

Jeg hyrdede op  langs indianer reservationen, de havde visse strækninger afsat, hvor de skulle opholde sig.  Men i øvrig måtte de færdes overalt.

Der var en stat af hvide, som opholdt sig derude og skulle tilse, at de ikke manglede noget i retning af føde og klæder. De ville helst gå indsvøbt i et tæppe, men de begyndte dog ved den tid at gå  i klæder. Der blev i de år bygget skoler derude, så børnene kom i skole. Hvor meget de ellers lærte, ved jeg ikke, men de lærte at tale pænt engelsk, hvoraf de ældre kun kunne enkelte brudstykker. Jeg skulle passe på ikke at komme ind på deres område med fårene, det kunne give en stor bøde, men jeg fik dog tit en lille samtale med dem. De ville tigge tobak, hvad jeg dog ikke kunne hjælpe dem med, da jeg ikke røg. De bestilte ikke noget videre, ville dog nok jage og fiske lidt, men når en skød et dyr, – det var et slags rådyr – skyndte han sig hjem, og så skulle konen af sted for at flå dyret og gøre det i stand. Dette var under mandens værdighed. I øvrigt havde de en mængde heste, som gik overalt i vild tilstand. Det var små ponnier og de havde den gang aldeles ingen værdi. Jeg husker de byggede et hesteslagteri nede i en by, og så kom de ud og købte heste hos indianerne til 2½ dollars pr. styk, så der skulle mange til før det kunne blive til noget.

Nå tiden gik og da jeg havde hyrdet et par år, kom jeg til at pakke, som de kaldte det, jeg skulle pakke proviant ud til hyrderne. Det var noget bedre arbejde og ikke så ensomt. Jeg havde om vinteren tre – fire  hyrder at forsyne, men om sommeren i den tørre tid tog vi op i bjergene i tre måneder og opholdt der hos hyrderne hele tiden og tog kun hjem, når vi manglede proviant. Jeg havde en hest at ride på foruden 2 pakheste og jeg drog gerne af sted først på eftermiddagen, så jeg kom ud og var hos hyrden om natten.
Det var et ridt på omkring 10 mil, men i øvrigt havde jeg opholdt mig hjemme hos familien og jeg bestilte ikke andet. Dog skulle jeg også sørge for at flytte med hyrderne, nå de skulle på en anden græsgang og var en hyrde uheldig at tabe nogle får, skulle jeg afsted for at lede efter dem.

Manden lejede engang en gammel hyrde i vintertiden, og han kom jo ud med en flok får, men efter en månedstid  kom han en dag , da vi lige skulle til at spise til middag og jeg stod uden for og så ham komme ned ad en skråning mod huset og vi ventede til han kom hen og hilste på os,  Da ejeren spurgte , hvor fårene var, svarede han, at dem havde han tabt. Ejeren blev gal, men sagde ingenting . Jeg  spurgte så om jeg skulle gå ud at lede efter dem. “Ja  naturligvis”, sagde ejeren og det var alt, hvad der blev sagt. Den gamle listede af, og vi gik ind for at spise og derefter skulle jeg afsted , Jeg fik en hest sadlet, og en god kikkert havde vi.. Da jeg kom derud kunne jeg i kikkerten se en flok får, kunne inddrive dem til ejeren. Næste morgen fik jeg sadlet hesten på ny og så begyndte eftersøgningen og hen på formiddagen fandt jeg alle fårene, som var meget forskræmte. Ulvene  havde lavet halløj med dem. Jeg fik dem hen til den gamle, som skulle komme hjem med dem, så vi kunne få dem talt, og det viste sig at der manglede hundrede får. Han blev fyret, og jeg drog ud for at søge, om der muligvis skulle findes flere, men jeg fandt aldrig nogen senere.        

min mail

Mail poul-appa@outlook.dk