Skip to content

AGERBÆK SLÆGTSFORSKNING

cropped-Kopi-af-Cecilie-Mads1_edited-1.jpgDet er en ringe slægt, der ikke har slægtsminder, og det er en ringe slægt, der ikke efterlader sig sådanne. Men den mand og den slægt er endnu ringere, som ikke vil værne om sine minder, så de kan gå videre til børn og børnebørn, slægt efter slægt. (I. C. Christensen 1856-1930)

Slægtsforskning er en hobby, hvor min interesse er stor for at finde mine forfædre, og de senere år har muligheden været gode både på arkiv og på Internet.

Spørger man sig for i slægtsforskerkredse, har langt de fleste en specifik historie, der fik dem til at gå i gang med at grave i kirkebøger, folketællinger, skifter, vejvisere, gamle telefonbøger og andre kilder. Jeg var nysgerrig efter at vide, hvor jeg stammede fra. I 1982 skrev jeg til alle mine forældres søskende og bad dem udfylde et skema med “hvad, hvor og hvornår”, deres levnedsbeskrivelse osv. Herefter gik jeg på arkivernes læsesale og søgte og fandt mange data m.m.

Det er historie i øjenhøjde, fordi det er de almindelige menneskers dagligdag og færden, der interesserer mig. Jeg besluttede at fortælle historien om mine forfædres liv og virke – hvis jeg ikke gør det, er der ingen, der gør det. Aldrig har jeg kunnet så meget Danmarkshistorie.

Slægtsforskningen har for det første medført, at der altid er interessante samtaleemner i familien. Der er stor interesse for de seneste resultater. Det har også medført en stor kontaktflade til andre slægtsforskere og til fjerne familiemedlemmer.

Nu oplever jeg et ønske om at fokusere på følgende:

  • at skifte bekendtskab med flere kilder end de primære kirkebøger –  folketællinger.
  • at lære mere om ‘en enkelt egn
  • at udbygge min viden om Danmarkshistorie
  • at ajourføre og rette fejl
  • at give personer liv, ikke kun datoer o.lign, men historie m.m.

For mig er en stor del af slægtsforskningen glæden ved at formidle resultaterne. Her er Internettet et fremragende medie. Jeg har opbygget en hjemmeside, hvor jeg offentliggør resultater. Jeg vidste intet om at designe hjemmesider, men der var et budskab at formidle, så nu har jeg fået lært lidt grundlæggende web-snedkeri.

Min e-mail er poul-appa@outlook.dk og du er velkommen til at skrive til mig.