Skip to content

Debel landsbys udskiftning i 1795.

I 1700-tallet lå Debel landsby ved Agerbæk med 7 huse og gårde samlet på et lille område omkring en gennemkørsel vej, hvor beboerne indgik i et fællesskab omfattede mange sider af det daglige liv.

På de enkelte gårde sad fæstere eller nudansk forpagtere, som drev jorden mod betaling. (fæsterafgift) og betaling var  arbejdsydelse (hoveri) hos godsejers store gods. I Debel var det Endrupholm, Nørholm, Ribe Bispestol og Varde Hospital, der ejede gårdene.

Nogle af fæstebønderne havde mere hoveripligt end andre. Ribe Bispestols fæstebønder (Benificerede gods) var normal gode initiativ tagerer og utilfredse klagere, fordi deres herremand ikke gjorde sig stærk som jorddrot og var noget afventende. Det samme var Varde Hospitals fæstebønder. Disse bønder havde næsten ingen hoveripligt, hvorimod Nørholm-fæstebønder  havde meget hoveri. Også Endrupholm-fæstebønder havde en del hoveriarbejde på Herregården. Nogle af fæstebønderne supplerede måske indtægten med daglejerarbejde på de nærmeste store gårde i perioder eller var tækkermænd, mens andre overkom at væve, lave jydepotter eller revlingriskoste til videre salg gennem de såkaldte pottemænd, som kørte land og rige rundt og solgte disse.

Fæstebønderne i Debel Landsby havde måske hørt om de nye “Landbo-reformer” i Danmark omkring 1750, og det var måske mest om ulemperne man hørte om.

Nogle fæstebønder var glade for byfællesskabet, der indebar en social sikring, hvilket især kom de svageste til gode. Slog arbejdet i marken fejl evt. på grund af vejret, sygdom eller lign., så havde man andre bymænd, der kunne tage en hjælpende hånd. Sygdom var også en frygt i landsbyen, hvor man knap nok havde råd til at kontakte en læge i Varde. En af beboerne i landsbyen fungerede ofte som klog mand eller kone uden betaling. Man var også bange for at flytte bort fra hinandens selskab, spec. kvinderne forstillede sig at være alene langt ude på heden uden et menneske i miles omkreds.

På Skatteområdet var bondens vilkår ringe. Beskatningen af bonden i bred forstand, så som hoveriarbejde, fæstevilkår, soldatertjeneste, tiende og andre egentlige skatter var set med moderne øjne, meget vilkårlig og som regel var bonden den svage part.

Landbo-reformerne var en væsentlig “Revolution” fra oven. Initiativet kom fra overklassen. Som helhed var bønderne for uorganiserede, for svage og uvidende. Kort sagt for uuddannede til at kunne fremføre så væsentlige forslag. Endvidere tjente visse godsejere og kongemagten jo også på den nye bondestand, der lige pludselig fik et kolossalt behov for at låne penge. Her trådte ikke mindst staten og godsejererne til.

Beboerne i de 7 gårde og huse i Debel Landsby var i 1787 følgende:

Nr. 1 på matr.1a DEBELGÅRD var den største af gårdene og hvor Agerbæk familien stammer fra. Den var tidligere Kgl. Ryttergods, men blev solgt omkring 1725 til Endrupholm gods. Den havde i hartkorn 2 trd, 6 skp, 2 fdkr og 0 album. Fæstebonden hed før 1763 Eske Pedersen og hustru Johanne Christensdatter med hvem hun fik 3 sønner. Efter Eske Pedersens død i 1763/64 blev hun gift med John Pedersen. De fik en søn Eske Joensen i 1764 og Johanne Christensdatter døde i april 1765 fra nu 4 små børn. Heldigvis kom søsteren Lene Christensdatter til hjælp og giftede sig med John. De fik i 1768 sønnen Peder Johnsen, som overtog gården i 1801 efter John Pedersens død og købte den til selveje samme år. Gården hed Debelgård. Det var afgjort en fordel at blive selvejer på denne tid. Særligt for Debelgård  skete en stor udvikling. Peder Joensen og hans kone Maren Andersdatter fra Hostrup sled og slæbte med dagens arbejde. Kun i få år fik Peder Joensen lov til at drive gården, idet han døde i 1805 og Maren Andersdatter, som ventede deres førstefødte, giftede sig hurtig igen med gårdens karl og landsoldat, afdødes fætter fra Tofterupgård Christen Iversen. Han blev en fremtrædende bondemand på Debelgård i mange år og fik 5 børn sammen med Maren Andersdatter. Barnet, som Maren ventede sig i 1805 var Peder Pedersen, som blev senere sognefoged i Fåborg sogneråd i mange år.

Nr. 2 på matr.6a Var ejeren Ribe Hospital. I oktober 1792 stilledes alle Hospitalers bøndergodser til offentlig auktioner. Gården var ikke stor og husede 2 ældre fæstebønder. Ribe Bispestol overtog ejendommen i 1792. Af tidligere fæstebønder kan nævnes Chresten Jensen i 1688, senere Hans Hansen og Ane Larsdatter og i 1790 Claus Pedersen og Anna Leifsdatter.

Nr.3 på matr.3a var ejeren Nørholm gods og fæstebonden var Niels Madsen på 48 år og hustru Maren Nielsdatter på 52 år med hjemmeboende 21  årig ugift datter Mette Nielsdatter. På aftægt boede Niels fader Mads Friis på 80 år sammen med hustru  på 56 år Maren Christensdatter.

Nr.4  på matr. 9a ejedes af Ribe Bispestol og fæstebonden var 62. årig Jørgen Andersen og han tredje hustru Johanne Jørgensdatter på 51 år. Hartkorn på 2tdr, 0skp, 2fdkr og 1 album. Jørgen og Johanne købte gården til selveje i 1796.

Nr.5 på matr.7a ejedes af Ribe Bispestol og fæstebonden hed Hans Iversen på 40 år og var også landsoldat. Hans hustru hed Mette Ibsdatter på 30 år og børnene Maren på 4 år og Johanne Marie på 1 år. Samtid boede Mettes forældre på aftægt, i den ene ende af huset. Hartkorn 1tdr, 7skp, 2fdkr og ½ album.

Nr. 6 på matr. 10a ejedes af Endrupholm gods og var den mindste ejendom på daværende tidspunkt.  Hartkorn 0tdr, 0skp, 1fdkr og 3 album. Fæstebonden hed Simon Sørensen på 38 år og hustru Karen Hansdatter på 36 år. De havde  5  børn, Niels 10 år, Hans 8 år, Søren 6 år, Mette 4 år og Bodil 1 år. I 1794/95 hed fæstebonden Niels Simonsen og hustru Anna Cathrine Andersdatter på 41 år.

Nr. 7 på ,matr. 2a ejedes af Varde Hospital. Fæstebrevet fik Andreas Andersen i 1756 og hustru Dorthe Thomasdatter på 51 år.  Sønnen Thomas på 32 år var landsoldat og ugift og datteren Ane på 12 år må være en efternøler. Thomas Andreasen overtog fæstebrevet i 1782 og købte gården til selveje i 1794. Han blev gift med Bodil Marie Nielsdatter i 1768. Maren Lambertsdatter på 65 år boede hos Andreas.

Efter udskiftningen den 27. juli 1795 blev delingsplanen udleveret til Nørholm gods og ikke til Endrupholm, som ellers havde noget mere hartkorn i Debel.  Det andet eksemplar skulle gennem Amtmanden Hellfreids og indsendes til Rentekammeret. Landvæsenkommissionen skulle desforuden udfærdige 2 beskrivelser om “UDSKIFTNINGEN”, et til Nørholm og et til Rentekammeret, hvorfra alt er opbevaret i Landsarkivet i Viborg.

Et af paragrafferne i udskiftning-forordningen var, at intet hovedlod måtte være mere end 4 gange så langt, som det var bredt og 1500 alen ca. 941,55meter sættes som det største afstand fra gårdens bygninger til den fjerneste ende af dette lod. Det var et puslespil at få dette til at gå op med gårdenes hartkorn og jordens bonitet.

Fællesskabet landsby blev ophævet og bymarkens overdrev var forsvundet. Hver enkelt fæstebonde eller selvejer passede selv egen mark og eng og ingen fællesarbejde at holde møde om.

Tre af gårdene nr.2 på matr. 6a ved Claus Pedersen, nr.4 på matr. 9a ved Jørgen Andersen og nr. 5 på matr. 7a ved Niels Sillesen blev selvejergårde i 1796, mens den store gård Debelgård nr. 1 på matr. 1a ved Peder Johnsen blev selvejergård  i 1801. Der var kun 2 fæstegårde tilbage ved århundredeskiftet, nemlig Nørholms ejendom nr. 3 på matr. 3a, der sad i fæste til 1864 og Endrupholms ejendom nr. 6 på matr. 10a, som var fæstegård til 1820.